Haven i november

Der er ikke megen gak og halløj over haven i disse tider. For en uge siden stod træerne stadig stolt med gyldne kroner – og nu står de som en samling midaldrende mænd med måne på toppen. Deres fordomspragt ligger nu som brunt snask på havegangen, græskaret er punkteret og alt er vådt. Men der er nu stadig pæne ting at spotte.

Og når det så er sagt, så glæder jeg mig til lidt klingende frost. Det kan pimpe selv den tristeste have op.

Den rødbedefarvede sportskat

Jeg klynkede lidt i mandags. Bare en lille bitte smule. Hvorfor? Fordi jeg i bund og grund er et krea-hoved, der aldrig helt har knækket koden til det dersens sport.

Det har jo nok stadig ikke. Men jeg havde det sjovt. Selvom det var cirkeltræning, selvom jeg sidder med trælår og klynkende ømt brystmuskulatur, ja så var det sjovt. Hvorfor?

Fordi det var nede på jorden. Fordi vi alle var i samme båd. Der var ingen pivsmarte sild i tricot eller væg-til-væg-spejle – der var plads. Og så lignede vi hinanden. Med begyndende bingovinger og maver der lignede koldhævet franskbrødsdej (min egen inklusive). Men det er der måske råd for. For jeg har så sandelig tænkt mig at stavre afsted næste tirsdag også. Og hvem ved. Måske ender man med at blive helt sprød.

Og som man siger: I mørket er alle katte grå. Efter 1½ times cirkeltræning er alle katte rødbedefarvede.

Mandagskrea

image

Fik lyst til at overraske Manden med noget stramaj til koekkenregionerne.

Han blev saa roert, ja han gjorde!

Hvad der skal staa?
Jaeh…. det bliver spaendende!

… Og dette er skrevet fra mobilos, der pludselig kun vil diske op med kinesisk eller engelsk tastatur. Derfor ingen skandinaviske tegn.

Sportslig tefal-hjerne

Nu er jeg jo den type, der i skoletiden havde det røde ca. 2 gange om måneden – bare for at slippe lettere om ved gymnastikken. 1½ time i selvskab med holdsport, volleybolde og træningstøj i nylon var som oftest mere en Mama kunne kapere. Mig og så sport taler ikke samme sprog.

Det er også derfor jeg hver søndags aften nu om stunder sidder med et kronisk fåret udtryk i ansigtet. For Manden ser da NFL og når det nu er den eneste gang om ugen han kræver sin ret til fjernbetjeningen, så skal jeg da ikke klage. Heller ikke selvom jeg ikke fatter en brik. Nu er det jo ikke fordi jeg ikke vil forstå. Hver søndag sidder han og Elming og stør om sig med ord som Field Gold, Fumble og Kick Off. Rent russisk! Jeg forsøger ind i mellem at lære sporten at kende. Problemet er bare at når det kommer til mig og sport – ja så har jeg Tefal-hjerne. Informationerne fiser ind af det ene øre, glider let og ubesværet gennem hovedet og ryger direkte ud af det andet. Der er intet derinde, der vil lade informationerne hæfte sig fast.

Og det fik jeg så mig selv til at lyde ualmindelige tumpet. Nordjysk solformørkelse. Sådan er det ikke. Jeg kan være utrolig nørdet omkring ting der interesserer mig. Og her har vi så i virkeligheden sagens kerne. Jeg ville gerne kunne interessere mig for det dersens NFL. Når nu manden synes det er så kodyl. Men jeg synes i virkeligheden, at det er kedsomhed i tredje potens.

Som med al anden sport.

Og derfor kan det også undre mig selv, at jeg fra i morgen nu er med på et idrætshold for kvinder. Hvor “vi bare gir den maks gas og har det super-sjovt”. Hvorfor sagde jeg ja, når jeg nu i  virkeligheden hader al form for boldspil?

Og jeg tror heller ikke at den unge, hippe træner-chick køber den med – “ja Mama, skal gerne fritages fra gymnastik i dag, da hun har sin menstruasion. Mvh Mamas mor.”

Så nu gør jeg ligesom om søndagen. Tuner tefal-hjernen, faker interessen og tager afsted.

Overbegejstret kommentator

Når man har en søn er man vant til at nøjes. Det er ikke ligefrem de lange monologer om dagens begivenheder, man får efter endt dag i børnehaven.  Det ender som oftest med:

Mama: “Nå, har det været en god dag? Hvad har du lavet i dag?”

Søn: ” Sår’n alt muligt”

Mama:” Var Marius der, har du leget med ham?”

Søn:“ja”

Mama: “Hvad lavede I så?”

Søn: “Sår’n alt muligt”

End of story, Indtil i går, hvor han uopfordret kastede sig ud i en lang beretning:

“Og så Marius og mig og nogen andre… Vi legede vi var Space Rangers, ikk. Og så vores ure ik, de ku skyde lazer. Og så skød jeg flagstangen, så den knækkede….”

Når man så som mor er vant til meget fåmælte rapporter, så bliver man bare så glad. Og begejstret. Og i denne her Mamas tilfælde måske nok über-begejstret. Og måske nok en smule jublende i sine kommentarer. For sønnen afbryder sig selv og siger med bekymret mine.

“Armn mor, det var jo ikke rigtigt vel. Det var bare noget vi legede” 
Ja – Ok. Godt så.